
Livet er en mærkelig størrelse. Vi fødes og vi dør, og i årene ind i mellem skal vi sørge for at leve livet. Hvordan det liv bliver, afhænger af, hvilket samfund og hvilken familie, man fødes ind i. Hvilket liv ville du få, hvis du var født i 1960’ernes flower-powertid? I 1938, lige før 2. verdenskrig? Eller i 1899, hvor 90% af Danmarks befolkning boede på landet?
På disse sider vil du møde folk, der er født og opvokset i Ringsted og omegn. Her har de boet og arbejdet, gået i skole, levet livet…på godt og ondt.
Alle de fortællinger, du læser her, og alle de billeder, du ser, stammer fra Ringsted. De er kilder til Ringsteds historie. Alle de ting (genstande, kalder vi dem på museumssprog), vi har fotograferet, stammer også fra Ringsted. Vi håber, at du ved at opleve lokalhistorien på disse sider, bedre kan sætte dig ind i, hvordan det var at være ringsteder – før din tid.